Vilde roser (hybenroser) er efter min mening naturens skønhedsmiddel over dem alle, fordi roser heler, renser og giver en glat hud. Roser er blevet brugt og skattet for deres egenskaber og duft lang tid tilbage i tiden.
Hvis du har mulighed for at finde usprøjtede, vilde roser, så er det om at komme ud og plukke de silkebløde kronblade og bruge dem til at lave dine egne skønhedsmidler med.
Her kommer opskriften på en sommerlæbepomade med vilde roser. Den beskytter læberne mod vindens og solens udtørring og holder dem smidige. Den er let at lave og et godt sted at starte, hvis du gerne vil prøve at lave skønhedsmidler efter de gamle opskrifter. Det er hyggeligt at lave sammen med børn, og viser dem, hvordan de kan bruge lægeplanter i naturen og udgå kemi i hverdagen.
Opskrift
En stor håndfuld blade fra vilde roser, der ikke er sprøjtet
50 ml. mandelolie
10 ml. bivoks
5 ml. hvedekimolie
Sådan gør du
Pluk rosenbladene og lad dem trække i mandelolien et par dage i vindueskarmen.
Si bladene fra olien og opvarm olien sammen med bivoksen over vandbad til den er helt smeltet. Tag den af varmen og rør hvedekimolien i. Hæld den på en helt ren krukke mens massen er varm, og luk til, når den er afkølet.
Læs mere i Skønhedsmidler af naturens overflod af Elizabeth Løvegal, udgivet på Lademanns Forlag (1988).